Diagnosen af lupus afhænger meget af de manifestationer, der afslører sygdommen. Formålet med de nødvendige undersøgelser er på den ene side at udelukke andre sygdomme, der ligner lupus, og på den anden side at bekræfte diagnosen, hvis det er muligt. De mest nyttige undersøgelser til diagnosticering af lupus er:

"Rutinemæssige" biokemiske undersøgelser

< Man ser efter et fald i blodceller i blodbanen (cytopeni): anæmi (hæmolytisk eller inflammatorisk, fald i røde blodlegemer), lymfopeni, neutropeni (fald i hvide blodlegemer, lymfocytter eller neutrofile), autoimmun trombocytopeni (fald i blodplader) .

< Man ser efter nyreaffektion ved at analysere nyrefunktionen (målt ved kreatinin i en blodprøve) og urinen, hvilket gør det muligt at vide, om nyren filtrere blodet, som det skal. Hvis dette nyren er beskadiget, vil urinen indeholde æggehvidestoffer (proteiner) (herunder albumin), men også røde blodlegemer (hæmaturi) eller hvide blodlegemer (leukocyturi). Disse nyreanomalier er ikke specifikke for lupus, men er vigtige at kigge efter, når man taler om denne sygdom. De kan påvises ved en simpel analyse med en urinstix.

< Leverbiologisk analyse (transaminaser, alkaliske fosfataser) er især nyttig til at udelukke andre sygdomme (virus).

Immunologiske undersøgelser

< Det er først og fremmest et højt niveau af immunoglobuliner (hypergammaglobulinæmi), som afspejler aktiveringen af immunsystemet.

< De vigtigste biokemiske undersøgelser til at bekræfte diagnosen er identifikation af antinukleære antistoffer (anti-dsDNA, anti-Ro/SSA og anti-La/SSB, anti-Sm, anti-RNP ...) og eventuelt aktivering af komplementsystemets proteiner, hvilket resulterer i et fald af disse proteiner i blodet (kaldet hypokomplementæmi) .

Disse immunologiske undersøgelser bør også inkludere undersøgelse for tilstedeværelsen af antifosfolipidantistoffer. Det er autoantistoffer, der kan "fortykke" blodet og medføre risiko for blodpropper (trombose) i venerne (såkaldt flebitis) eller i arterierne.

Flere andre undersøgelser kan være nyttige afhængigt af hvilke tegn patienten frembyder

< En hudbiopsi kan være nødvendig for at bekræfte lupusdiagnosen ved hjælp af histologisk analyse, når man står over for en lupuslignende hudlæsion. Men det er kun nyttigt, når diagnosen er tvivlsom.

< Ved mistanke om hjerte- eller karskade (vene eller arterie) er det nødvendigt at foretage en ultralydsundersøgelse

< I tilfælde af nyreaffektion bør man overveje en nyrebiopsi for at finde ud af, hvor alvorlig skaden er.

< I tilfælde af neurologiske skader er det nødvendigt at undersøge hjernen ved hjælp af undersøgelser som f.eks. en MR-skanning og/eller analysere den væske, der cirkulerer omkring hjernen (kaldet cerebrospinalvæske), ved en lumbalpunktur.

< Et betydeligt fald i antallet af blodceller (cytopeni) kan berettige en undersøgelse af knoglemarven (som producerer blodets celler), der tages under lokalbedøvelse (myelogram).

< Røntgenbilleder eller en anden billeddannelsesteknik (MR, CT, ultralyd) er undertiden nødvendige i tilfælde af led- og/eller knoglesmerter for at udelukke en anden sygdom.

Listen over nødvendige undersøgelser ved lupus er ikke udtømmende, da den afhænger af sygdommens udtryk hos den enkelte patient på et givet tidspunkt i livet. Alle disse undersøgelser kan være nødvendige for at stille diagnosen lupus, men også for at definere typen og omfanget af involvering af de enkelte organer og for at overvåge sygdomsudviklingen for at behandle tilbagefald så hurtigt som muligt. Denne vurdering er afgørende for at vælge den rigtige behandling.