En "autoimmun" reaktion (som f.eks. ved lupus) kan resultere i produktion af abnorme antistoffer, kaldet autoantistoffer. Disse autoantistoffer er rettet mod bestanddele af vores egne celler, som oftest bestanddele fra cellekernen, deraf betegnelsen antinukleær (nukleær = kommer fra kernen).

Autoantistof terminologi

Antinukleære antistoffer er rettet mod forbindelser i cellekernen, f.eks. kromosomernes DNA (anti- dsDNA-antistoffer) og mod andre strukturer kaldet ribonukleoproteiner, f.eks. anti-Ro/SSA, anti-La/SSB, anti-Sm eller anti-RNP. Denne noget komplicerede terminologi betegner enten bogstaverne i navnet på den patient, hos hvem autoantistoffet blev beskrevet første gang (f.eks. Ro, La, Sm), eller den struktur, der genkendes af dette autoantistof (f.eks. RNP for ribonukleoprotein), eller en sygdom, der er forbundet med dette antistof (f.eks. SSA for Sjögrens syndrom A).

Hvordan påvises disse autoantistoffer?

Autoantistofferne påvises i patienternes blod ved rutinemæssige laboratorieundersøgelser. Påvisningen sker i to faser. Først foretages en screening for at bekræfte tilstedeværelsen og koncentrationen af ANA. Koncentrationen udtrykkes ved måling af serumfortyndinger (1/80, 1/160, 1/320, 1/1280 ...). Dette tal betyder f.eks., at der stadig er synlige antistoffer i et serum, der er blevet fortyndet 320 gange: dette serum siges at være 1/320 positivt. Tærsklen for positivitet varierer fra laboratorium til laboratorium, men generelt anses det hos voksne for positivt fra en fortynding på 1/160.

Det andet trin er at identificere det cellulære antigen, som autoantistoffet er rettet specifikt mod. I dette trin anvendes specifikke test, som påviser antistoffer mod DNA, anti-Sm, anti-RNP, anti-Ro/SSA. De udføres i mange laboratorier.

Anvendelse af autoantistoffer i forbindelse med diagnose og prognose

Autoantistofferne tjener som diagnostiske markører, fordi fraværet af anti-nukleære antistoffer i praksis udelukker muligheden for systemisk lupus. Antistofferne er imidlertid ikke specifikke for lupus, da de kan forekomme ved mange andre sygdomme og selv hos raske mennesker. Antistofferne kan også have prognostisk værdi, fordi nogle af dem virker direkte vævsskadende (eksempel: anti-nukleære DNA-antistoffer forårsager skade på nyrene).