Omkring 20-40 % af voksne lupuspatienter og 30-80 % af børn med lupus udvikler nyreskader. Dette er mere almindeligt hos asiater og patienter af afrikansk afstamning end hos kaukasiere.

Resultatet af nyrebiopsien vil definere sværhedsgraden af nyrepåvirkningen og vil i høj grad diktere den behandling, der er nødvendig for at kontrollere den. Alvorlige former for lupus nephritis (kaldet proliferativ) retfærdiggør en behandling, der kombinerer binyrebarkhormon i indledningsvis høje doser (prednison: 0,5 til 1 mg / kg / dag) og immundæmpende behandling (mycophenolat mofetil eller cyclophosphamid) ud over hydroxychloroquin, som vil reducere inflammation i nyrerne.

Denne behandlingsstrategi gør det næsten altid muligt at forbedre lupus-nyreskaderne, ofte endda at helbrede dem eller i det mindste stabilisere dem. Effekten ses for det meste på lang sigt. Derfor er det vigtigt at fortsætte den immundæmpende behandling i lang tid (mindst 2 år). Nogle gange er det nødvendigt at foretage en kontrolbiopsi af nyrerne efter et par måneder for at kontrollere behandlingens effekt. Hvis du har forhøjet blodtryk, eller hvis der fortsat er betydelig proteinuri selv uden forhøjet blodtryk, vil du få ordineret en medicin, der nedsætter blodtrykket og trykket i nyrekarene for at reducere udsivningen af protein i urinen og beskytte nyrerne (dette kaldes "nefroprotektion").

Der er stadig en risiko for tilbagefald, som kræver regelmæssig overvågning og fortsat brug af hydroxychloroquin, selv om den immundæmpende behandling er stoppet.

I sjældne tilfælde kan nyreskaderne på trods af alle disse behandlinger fortsætte med at forværres og gradvist føre til behov for nyretransplantation eller dialyse (dette kaldes nyresvigt i "slutstadiet" for at sige, at nyrerne slet ikke længere kan udføre deres rensningsfunktioner).