Anti-dsDNA-antistoffer er en undergruppe af antinukleære antistoffer, der påvises ved specifikke identifikationstest. Disse test er hovedsageligt immunenzymatiske, kaldet ELISA (Enzyme Linked Immuno Sorbent Assay) og Farr-test. Formålet med disse test er at identificere og kvantificere det specifikke antistof.

Dette kromosomale DNA kaldes naturligt, fordi det virkelig er et "rent" DNA, der består af den berømte dobbelthelix. De virkelige markører for lupus er derfor anti-dobbeltstrenget-DNA-antistoffer (anti-dsDNA-ab), men ikke antidenaturerede DNA-antistoffer (som kun består af en enkelt helix). Anti-denaturerede antistoffer kan påvises under mange omstændigheder, patologiske eller ikke-patologiske, og således er målingen af disse ikke relevante i diagnosticering eller behandling af lupus.

anti-dsDNA-ab’er er meget karakteristiske for lupus, men de er ikke til stede hos alle patienter. Anti-dsDNA-ab’erne er fremragende diagnostiske markører for lupus og er til stede fra sygdommens begyndelse. De påvises dog kun hos 60-70 % af patienterne, særligt når sygdommen er aktiv. Man kan med andre ord lide af lupus uden at have anti-dsDNA-ab. I så fald har man antinukleære antistoffer, der er rettet mod andre strukturer i kernen (f.eks. anti-Ro/SSA og/eller anti-La/SSB), men det er også muligt, at anti-dsDNA-ab optræder senere i løbet af sygdomsforløbet.

Anti-dsDNA-ab kan direkte forårsage lupusskader, f.eks. nyreskader. Deres hyppighed varierer med sygdommens aktivitet. Anti-dsDNA-ab’er spiller også en patogen rolle, fordi de ved at aflejres i patienternes nyre forårsager glomerulær nefropati. Jo mere aktiv sygdommen er, jo højere niveauer af anti-dsDNA-ab vil der typisk blive fundet i blodet. Så hvis du har lupus med anti-dsDNA-ab, vil din læge bruge denne test til at følge sygdomsforløbet.