BEDRE FORSTÅELSE AF, HVORDAN MAN LEVER MED LUPUS

Hvad er socialrådgiverens rolle, og hvordan kontakter man ham eller hende?

Socialrådgiveren har en vejlederrolle, hvor de hjælper mennesker, der har sociale udfordringer, med at komme videre i livet. Det kan være problemer, der opstår pga. sygdom, arbejdsløshed, psykiske problemer eller misbrug.

Samtidig har socialrådgiveren også en myndighedsrolle (som sagsbehandler), hvor han/hun bl.a. skal træffe afgørelser i borgerens sag. Nogle gange er det svære afgørelser, som kan have konsekvenser for borgerens liv.

Når du får en kronisk sygdom som Lupus, kan du helt eller delvist blive afhængig af det offentlige system. Det rejser ofte mange spørgsmål og kan give grund til usikkerhed. ”Hvilken hjælp kan jeg få?” ”Hvad gør jeg, hvis jeg ikke længere kan arbejde som før?” ”Kan jeg få økonomisk hjælp?”. Derfor kan man også finde socialrådgivere i mange patientforeninger.

Gigtforeningen har socialrådgivere ansat i deres telefoniske rådgivning, og de står klar til at hjælpe med konkret råd og vejledning om lige netop din situation. Du kan læse mere om Gigtforeningens rådgivning på www.gigtforeningen.dk/hjaelp-og-raad/.

Det er også muligt at kontakte din bopælskommune ved spørgsmål.