Immunsuppresive midlerr har mange bivirkninger, hvoraf nogle er forskellige alt efter midlet. Se altid indlægssedlen, der er lagt i medicinpakken, og spørg din læge til råds, hvis du er i tvivl.

Risikoen for infektion

Den mest frygtede bivirkning, når man ordinerer et immunsuppressivt middel, er den øgede risiko for infektion. Denne risiko er direkte relateret til virkningsmekanismen for immunsuppressive midler, som nedsætter antallet og aktiviteten af hvide blodlegemer. Disse hvide blodlegemer er det vigtigste terapeutiske mål for immunsuppressive midler ved lupus, da de er overaktive under den autoimmune proces, der ligger til grund for denne sygdom. Problemet er, at immunsuppressive midler nedsætter antallet af hvide blodlegemer uden at skelne mellem de "gode" hvide blodlegemer, som beskytter mod infektioner, og de "dårlige", som er "ansvarlige" for lupus. Jo stærkere immunsuppressivt middel, jo større er infektionsrisikoen.

Immunsuppressive midler virker som supplement til kortikosteroider og gør det muligt at reducere kortikosteroiddoserne. Kortikosteroider er også i sig selv årsag til infektioner, og en reduktion af dosis reducerer derfor i sidste ende infektionsrisikoen en smule.

Risikoen for lavere blodcelletal Immundæmpende medicin hæmmer delingen af celler, der deler sig hurtigt, såsom knoglemarvens celler. De kan derfor blokere væksten af andre komponenter i blodet og fremme udviklingen af anæmi (fald i antallet af røde blodlegemer), trombocytopeni (fald i antallet af blodplader) eller leukopeni (fald i antallet af hvide blodlegemer). Denne risiko berettiger til regelmæssig kontrol af celletallet (bestemmelse af antallet af hvide og røde blodlegemer samt blodplader i blodet).

Risikoen for sterilitet

Det skal tages i betragtning i forbindelse med cyklofosfamidbehandling. Risikoen for sterilitet øges med den samlede mængde cyklofosfamid, der modtages, og med personens alder, når behandlingen påbegyndes. Den vedrører både mænd og kvinder. Anvendelse i overensstemmelse med patientens alder og evt. brug af andre lægemidler kan reducere denne risiko.

Der er teratogen risiko (misdannelser hos fostre) ved mange immundæmpende præparater, med undtagelse af azathioprin.

Disse behandlinger vil derfor blive afbrudt af din læge under graviditeten.

Risikoen for kræft

Risikoen for kræft er en lav risiko på lang sigt, men skal forebygges. Der er flere mekanismer involveret:

nedsat forsvar mod kræftceller eller mod visse virus, der fremmer kræftprocessen (papillomavirus for livmoderhalskræft, Epstein-Barr-virus for lymfomer);

direkte toksicitet af det immunosuppressive middel eller nogle af disses katabolitter (blærekræft, der begunstiges af cyklofosfamid). Denne toksicitet er yderst sjælden og kan forebygges ved brug af uromitexan. Den kan fremmes af eksponering for andre risikofaktorer, såsom langvarig soleksponering hos patienter, der behandles med azathioprin. Immundæmpende medicin, der anvendes ved systemisk lupus, øger ikke risikoen for lymfom. Lupus i sig selv, uden behandling, er ligesom mange andre autoimmune sygdomme forbundet med en let øget risiko for lymfom. Faktisk kan Immundæmpende medicin mindske risikoen for lymfekræft ved at "berolige" lymfocytterne.